Mausing Marked

Danmarks Smukkeste Markedsplads

Historien om Mausing Marked

 

Ide’en om Mausing Marked blev født på et bestyrelsesmøde den 26. maj 1977, hvor den daværende formand for Mausing forsamlingshus Børge Madsen foreslog, at der skulle holdes et heste- og kræmmermarked i dalen ved forsamlingshuset. Alle de tilstedeværende bestyrelses medlemmer var enige om, at dette var en god idé. De bestemte derfor at markedet skulle afholdes lørdag den 30. juli 1977. Det eneste bestyrelsesmedlem, som ikke var tilstede, da beslutningen om at afholde et marked blev taget, var Bent Busk, han var til fodbold i Ikast og kom derfor lidt senere til mødet. Bents kommentar til beslutningen, da han kom tilbage, var, at de andre ikke var rigtig kloge, hvis de troede, at det kunne gå med et marked ved forsamlingshuset. Det sjove ved den udtalelse er at i dag er Bent Busk formand for markedsudvalget og kan godt kaldes ”Mister Mausing Marked”.

 

Det var ikke de store forventninger man havde til dette marked, bestyrelsen havde købt hjem således, at der i forsamlingshuset kunne sælges øl, vand, is, pølser, æbleskiver samt middagsmad. Middagsmaden bestod af to hakkebøffer med sovs og kartofler, som man i dagens anledning havde døbt markedsbøffer. Bestyrelsen havde også et tombola.

 

Der var blevet sat en annonce i avisen for at reklamere for dette marked og for at der skulle komme nogle kræmmere og hestehandlere.

 

 

 

 Bestyrelsen for Mausing Forsamlingshus bestod på dette tidspunkt af 7 medlemmer. Det var disse 7 medlemmer samt deres ægtefæller, der skulle stå for alt denne dag i alt 14 personer. Der var ingen af disse 14 personer, som havde den mindste anelse om, at det, de var i gang med at starte, var begyndelsen på en tradition, endog en succesfuld tradition. Markeds viste sig, at blive noget større end de 7 bestyrelsesmedlemmer samt deres ægtefæller i deres vildeste fantasi kunne have forstillet sig. Til dette første marked mødte der 60 - 70 kræmmere samt næsten lige så mange hestehandlere op og der skydes på ca. 7.000 - 10.000 besøgende denne ene dag. Bestyrelsen løb ind i mange problemer denne dag. Allerede før middag var næsten alting udsolgt, så de lokale brugsforeninger i områder blev støvsuget for øl og sodavand, i folks haver i Mausing og Pederstrup blev gravet ekstra kartofler op. Bestyrelsen indså hurtig i løbet af denne første markedsdag, at de havde gabt over et større arrangement end de selv kunne løfte, derfor blev lokalbefolkningen fra Mausing og Pederstrup ”sat i arbejde” i forsamlingshuset egne boder samt køkkenet efterhånden, som de mødte op ved forsamlingshuset for at skulle til marked.

 

Overskuddet af dette det første marked var ca. 19.000 kr. Dette var også et noget større beløb end man havde forestillet sig.

 

De næste år udviklede markedet sig stille og roligt. I 1980 indledes et samarbejde mellem I/S Mausing Forsamlingshus og Vinderslev I. F. Dette samarbejde bestod i de første af, at VIF afviklede et teltbal lørdag aften, senere er dette samarbejde blevet udvidet således, at VIF bl.a. også serverer helstegt pattegris i teltet sidst på eftermiddagen søndag.

 

Der har igennem tiden været en del prominente gæster på Mausing Marked som har holdt markedstalen, der har bl.a. været besøg af Kresten Poulsgaard, Erhard Jacobsen, Henning Grove, Bjørn West og Mogens Glistrup.

 

I 1988 udvide man markedet til to dage, således at der var marked både lørdag og søndag. En anden god tradition er, at der altid er godt vejr, når der er Mausing Marked. I markedets historie har det kun regnet to dage (1985 og søndagen 1997).

 

Det traditionsrige ålegilde, som afholdes fredag aften i teltet, startede i 1994. Dette er en hyggelig aften, som kan samle flere hundrede mennesker fra nær og fjern. Der spises først ål og bagefter får man sig en svingom i teltet.

 

I dag er Mausing Marked en stor begivenhed i Midtjylland, der kommer ca. 30.000 besøgende. Markedspladsen dækker ca. et areal 3½ tøndeland og lige så stor en del med heste og smådyr. Der er 1,4 facade km til Mausing Marked, som fordeles mellem ca. 160 kræmmere. Antallet af medhjælpere er også steget betydeligt siden det første marked i 1977, i dag er der ca. 150 medhjælpere.

 

Copyright © 2013. Mausingmarked.dk